Hvilken Oral-B eltandbørste skal jeg vælge?

Har du overvejet at skifte over til en elektrisk tandbørste? Det er bestemt ikke nogen dum idé med tanke på de mange fordele, du får med i købet.

Fordelene ved en elektrisk tandbørste

En bedre tandsundhed er det første gode argument for at droppe den manuelle tandbørste. Den elektriske tandbørste fungerer ved, at den via sin integrerede motor bevæger børstehårene i pulserende bevægelsesmønstre. Disse bevægelser fjerner en del mere plak, end hvad der er fysisk muligt med den manuelle tandbørste og håndkraft.

Plak er bakterieaflejringer, der via sine syrer kan angribe både emalje og tandkød. Det kan resultere i karies, men også tandkødsbetændelse og i værste fald tandtab. Det gælder derfor om at få fjernet plak på regelmæssig basis. At eltandbørsten fremmer en bedre tandkødssundhed, er blevet underbygget af adskillige forskningsresultater gennem årenes løb.

Et andet godt argument for at vælge en elektrisk tandbørste er selve børsteteknikken. Du har helt sikkert fra tid til anden prøvet at børste tænderne så hårdt, at tandkødet er begyndt at bløde. Du har muligvis også hørt din tandlæge fortælle dig, at der er flere steder i mundhulen, hvor du godt kunne være lidt mere flittig med tandbørsten. Ofte kan man have en tendens til at lade tandbørsten glide over de samme tænder i et par minutter, hvorefter man helt glemmer f.eks. de allerbagerste tænder.

Som alternativ bygger eltandbørster på en række teknologier såsom 3D-tracking, børstetimer og tryksensor, der hjælper med at signalere, hvornår du f.eks. børster for hårdt eller længe på ét bestemt område. En funktion som 3D-tracking kan hjælpe dig med at aflæse, hvor du får renset tænderne, og hvilke områder du skal give lidt ekstra kærlighed.

Så alt i alt lærer en eltandbørste dig, hvordan du børster dine tænder bedst muligt. I begyndelsen skal du muligvis lige vænne dig til, at du ikke skal trykke så hårdt som med en manuel tandbørste, men blot skal lade eltandbørsten guide dig og lade den glide let hen over tandfladerne.

Du bør vælge en elektrisk tandbørste af følgende grunde:

  • Du fremmer en bedre tandsundhed, da du får fjernet mere plak.
  • Du lærer at børste tænderne mere korrekt, skånsomt og ensartet.
  • Eltandbørsten kan holde styr på, at du rent faktisk børster tænderne i 2 minutter – den anbefalede børstetid.

En elektrisk tandbørste er en fantastisk opfindelse. Der er dog intet er i vejen for at beholde din manuelle tandbørste, som også kan give en fin rensning – blot ikke så dybdegående. Uanset hvad du vælger, bør du altid følge op med tandtråd og/eller mellemrumsbørster, så du får den komplette rensning.

Så hvilket mærke af eltandbørster skal jeg gå efter?

Nu ved du, hvorfor en eltandbørste er et godt valg. Næste punkt er så at vælge det helt rigtige mærke, og her er der flere gode valgmuligheder.

Hos Mundfrisk.dk kan vi især anbefale dig at tage et nærmere kig på de elektriske tandbørster fra Oral-B. Oral-B er et verdensførende brand, hvor produkterne både anvendes og anbefales af tandlæger verden over. De elektriske tandbørster bliver designet med specielle børstehoveder, der tager højde for, hvordan de bedst muligt ”griber” om tanden og får renset den optimalt. Selve udformningen imiterer typisk de forskellige tandlægeredskaber.

Oral-B forsøger således kontinuerligt at optimere din personlige mundhygiejne – særligt inden for elektriske tandbørster, hvor du finder en række forskellige serier. Her er der både serier til dig, der elsker smarte gadgets og de mere avancerede funktioner, men også dig, der går efter det lidt mere simple og prisvenlige design.

Så lad os se lidt nærmere på, hvad du får med de forskellige serier fra Oral-B, og hvad du skal være OBS på inden dit køb.

Hvad skal jeg være OBS på inden køb af eltandbørster?

Når du skal vælge en el-tandbørste, er det – som i alle andre købssituationer – ret vigtigt, at du forsøger at finde ud af, hvad du egentligt efterspørger af det pågældende produkt. Når du kender svarene, bliver det også meget nemmere at vælge mellem de respektive serier hos Oral-B, der er designet til at kunne imødekomme forskellige behov.

Overvej gerne følgende punkter:

Pris

Hvor meget ønsker du at betale for din nye eltandbørste? De billige eltandbørster fra Oral-B er fuldt ud funktionsdygtige og holder en høj kvalitet. Du får imidlertid kun de mest basale funktioner og får derfor færre børstetilstande og ingen avancerede funktioner såsom 3D-tracking og tryksensor.

Søger du blot en god, enkel og effektiv eltandbørste uden en masse ekstrafunktioner, kan du sagtens finde et godt match blandt de mere basale modeller til en lavere pris.

Specialfunktioner

Flere el-tandbørster har integrerede specialfunktioner, der imødekommer forskellige behov hos brugeren. Hvis du f.eks. har problemer med følsomt tandkød, er det ideelt at vælge en el-tandbørste med tryksensor, der advarer dig, hvis du trykker for hårdt.
Omvendt er det også godt at vælge en model med flere børsteindstillinger, så du kan tilpasse tandbørstningen til det respektive område.

Oral-B tilbyder endvidere særlige Sensitive-modeller til følsomt tandkød. Så sørg for, at din nye el-tandbørste rent faktisk tager højde for dine individuelle problemstillinger.

App eller ej?

Vil du bruge din Oral-B eltandbørste med app/Bluetooth, skal du vælge mellem serierne IO, Genius og Smart. App-funktionen giver dig en række ekstra funktioner, så du bl.a. kan få feedback i realtid på din daglige tandbørstning. Du kan også få eksperter til at give dig råd om, hvordan du kommer bedst i mål med dine ønsker for den daglige tandrensning.

Gum Guard kan desuden hjælpe dig med at spore, hvornår der er problemer med tandkødsblødninger. App-funktionen giver dig således en bedre forståelse af, hvordan du børster dine tænder i de inddelte zoner – og om du overhovedet får dem børstet.

Guide: Oral-B’s eltandbørsteserier – kort fortalt

Oral-B står i øjeblikket bag følgende tandbørsteserier:

  • Vitality
  • Pro
  • Smart
  • Genius
  • IO

Her får du en kort introduktion af, hvad forskellen mellem de enkelte serier er.

Vitality-serien

Lad os lægge ud med Vitality. Som navnet allerede afslører, får du her en eltandbørste med de mest vitale funktioner. Den er bygget op om Oral-B’s traditionelle runde børstehoved, der først pulserer for dernæst at oscillere, så der fjernes mest muligt plak rundt om tanden.

Hovedfunktionerne tæller børstning via 2D-teknologi og en 2 minutters børstetimer. Vitality-serien omfatter modellerne Vitality 100, Vitality Blue og Vitality Pro. Der er ikke den store forskel på modellerne – bortset fra farven. Med Pro-modellen får du dog 3 børstetilstande samt flere farvevalg.

Serien passer til dig, der vil have Oral B’s grundlæggende funktioner – og ikke har behov for alverdens avancerede funktioner bygget op om kunstig intelligens.

Pro-serien

Med Pro-serien går du et skridt op i forhold til Vitality-serien, når det kommer til de forskellige funktioner. Du befinder dig dog stadig på det mere basale niveau.

De elektriske tandbørster fra Pro-serien er fortsat bygget op om det runde børstehoved, men i forhold til Vitality’s 2D-teknologi får du her en 3D-teknologi i de nyeste modeller. Børstehovedet kan foruden oscillere og pulsere nu også rotere. Det giver dig en ekstra rensningsgrad.

Pro-modellerne tæller Pro 1 680, Pro 1 750, Pro 1 800 samt Pro 1 og 3. Her er der lidt flere forskelle mellem de enkelte modeller, så du kan vælge de indstillinger, der passer bedst til dine behov.
De er alle med børstetimer, men herudover kan du frit vælge, om du ønsker flere børstetilstande. Pro 1 og Pro 3 har desuden integreret tryksensor, så du ikke kommer til at trykke for hårdt på tandkødet. Hastigheden bliver ganske enkelt sat ned, hvis du børster for hårdt, ligesom du advares med et rødt lys. Det er særligt anbefalelsesværdigt til dig med følsomt tandkød.

Pro 3 kommer også med en specialfunktion i form af en særlig rensning for hvidere tænder.

Smart-serien

Med Smart-serien bevæger vi os op i de mere avancerede elektriske tandbørster fra Oral-B. Serien tæller modellerne Smart 4, Smart 5 og Smart Sensitive. Hovedfunktionerne er tryksensor, børstetimer og feedback i realtid på tandbørstningen via den tilhørende app. Oveni kan du vælge mellem de 5 tandbørstetilstande: daglig rengøring, pro-rengøring, sensitiv, tandblegning og tandkødspleje. Det er mere end både Pro- og Vitality-seriens modeller, der har 1 til 3 tilstande – eller slet ingen.

Smart Sensitive er en elektrisk tandbørste, der henvender sig specifikt til dig med følsomt tandkød. Her kombineres ultratynde børstehår med grundige guides via appen, samtidig med at både timeren og tryksensoren sikrer, at du ikke børster for hårdt eller for længe.

Genius-serien

Genius-serien bygger et ekstra lag på Smart-serien, og nøgleordet er kunstig intelligens. Foruden tryksensorteknologien og nu 6 børstetilstande såsom sensitiv tandrensning, tandblegning og tandkødspleje får du også glæde af positionssporing.

AI-teknologien er kendetegnende Oral B’s elektriske tandbørster med kunstig intelligens. Teknologien er baseret på mere end 1.000 forskellige børsteadfærdsmønstre hos brugerne, så du bliver guidet bedst muligt for den mest effektive rensning.

Positionssporingen er AI-featuren i Genius-serien, og den sørger for, at du aldrig misser områder i mundhulen, der bliver delt op i forskellige zoner.

IO-serien

Vil du have den fulde pakke, så gå benhårdt efter de elektriske tandbørster fra IO-serien. Det er uden sammenligning de mest avancerede eltandbørster i sortimentet, der spænder over modellerne IO 3 og pt. op til IO 10.

Denne serie eltandbørster er spækket med nyskabende teknologi og sigter således mod dig, der elsker gadgets og i øvrigt gerne vil have en ekstra dimension i din tandbørstning. Rensningsgraden er i øvrigt i en klasse for sig. De nye IO-modeller er også kåret til ”bedst i test! hos Forbrugerrådet Tænk.

Du får først og fremmest glæde af den nye magnetiske IO-teknologi, der er bygget op om mikrovibrerende børstehår, der på ideel vis supplerer det runde børstehoved, som er så karakteristisk for Oral-B. Ifølge Oral-B får du et 100 % sundere tandkød på blot én enkelt uge. Resultatet bliver ligeledes en fantastisk børsteoplevelse.

Alle de intelligente funktioner fra tidligere modeller er naturligvis også en del af IO-serien, herunder AI-genkendelse af børsteadfærdsmønstre og 3D-tracking samt tryksensor. Vær dog OBS på, at det kun er modellerne IO 9 og IO 10, der indeholder alle de nyeste funktioner. Disse to nye modeller har også flere børstetilstande, ligesom de har et interaktivt farvedisplay.
Displayet er en sjov feature for dig, der gerne vil have en personlig hilsen og små opmuntringer, når du klarer tandbørstningen ekstra godt. Du får imidlertid også vist vigtig data undervejs i forløbet.